Tysklands bilindustri forandrer sig stærkt

New Cars

Tyskland er en industrination par excellence med en produktions andel på mere end 25% af BNP. Det er dette forhold sammen med landets store eksportoverskud som i mange år har været og stadig er væsentligt for landets økonomiske styrke og robusthed overfor diverse kriser og konjunkturudsving. Den største industrigren er bilindustrien, der omfatter verdens største bilproducent Volkswagen og de førende premium mærker Audi, BMW, Mercedes og Porsche. Denne traditionelt dominerende branche er inden for det sidste års tid kommet under pres fra forskellige sider, netop på grund af dens størrelse og betydning for tysk økonomi. Den har nemlig haft mægtig indflydelse på politik, offentlige investeringer og lovgivning, som har tilgodeset branchens interesser og teknologiske kompetencer. Det har bl.a. betydet at man for længe har holdt fast i og optimeret på konventionelle forbrændingsmotorer, især dieselmotorer, mens man har nedprioriteret og forsømt at udvikle elbiler.

Nu er der imidlertid inden for relativ kort tid sket to ting, som har tvunget bilproducenterne til at ændre kurs på en måde der får stor indflydelse på hele branchen, der udgøres af ikke blot producenterne selv men hundredvis af store og små underleverandører, som står for 80% af værdiskabelsen i sektoren.

Først var det en lille virksomhed fra Silicon Valley, Tesla Motors, der bragte en luksus elbil på markedet og inden for et par år begyndte at true afsætningen af tyske luksusbiler på vigtige markeder som USA og Schweiz. Image- og prestigetabet ramte hårdt, og den ingeniørmæssige præstation – design, kvalitet og ydeevne – kunne ikke bortforklares.

Men det der for alvor har skabt uro og tvunget hele branchen til at ændre fokus og revidere investeringsplaner og produktudviklings strategier er Volkswagens “Dieselgate”. Netop ved åbningen af Tysklands internationale biludstilling, IAA, i Frankfurt i september 2015 sprang bomben: amerikanske miljømyndigheder offentliggjorde testresultater der viste, at Volkswagen modeller med dieselmotor ved normal kørsel udstødte langt mere NOx end tilladt, og at Volkswagen åbenbart havde snydt med et software trick i motorstyringen, således at disse biler alligevel overholdt lovkravene mens de blev testet i forbindelse med deres typegodkendelse. Volkswagen måtte indrømme snyderiet og at det desuden ikke kun berørte ca. 500.000 biler eksporteret til USA, men mere end 11 millioner biler solgt i hele verden. Dette udløste et jordskred af anklager mod Volkswagen fra både myndigheder og kunder, en bølge af afskedigelser af ansvarlige ledere helt op på direktions niveau, og en dyb selvransagelse med hensyn til hvor Volkswagen vil hen.

Afsløringen viste desuden at grænsen er nået for hvor økonomisk og miljøvenlig en dieselmotor kan gøres, og at selv marginale forbedringer kun kan opnåes med meget dyre og teknologisk komplekse løsninger til rensning af udstødningsgassen. Derfor har alle tyske bilproducenter i løbet af det sidste halve år bekendt sig til at investere i udviklingen af elbiler på bekostning af videreudviklingen af dieselmotorer.

Volkswagens CEO, Matthias Müller, talte om en “epokegørende forandring” da han den 16. juni præsenterede koncernens “Strategie 2025”. Inden 2025 vil ca. hver fjerde bil, som Volkswagen producerer, være batteridrevet; og med det mål overvejer Volkswagen at bygge en egen batterifabrik. I et interview med det tyske “Handelsblatt” udtalte Müller, at han har respekt for Tesla, men at han ikke er bange for deres succes og henviser til, at Volkswagen ofte er startet senere end andre og alligevel er blevet førende.

Også Daimler (Mercedes) har det seneste år kigget nøje på, hvad der foregår i Silicon Valley hos Tesla, Apple og Google, og koncernchef Dieter Zetsche og hans kronprins Ola Källenius er i fuld gang med at ændre koncernens struktur og strategi for de kommende år. Daimler investerer milliarder af Euro i elektromobilitet, og den første batteridrevne Mercedes forventes præsenteret på “Paris Motor Show” i slutningen af september i år. Det bliver SUV-modellen GLC, som vil blive et stærkt modspil til Teslas Model X. Yderligere seks ny batteridrevne Mercedes modeller skal introduceres i løbet af de næste tre år.

Det vil medføre store forandringer i hele branchen, for der er ingen af de tyske producenter som har spidskompetencer med hensyn til hverken elmotorer, batterimanagement, software eller elektronik; og der er ingen batteriproduktion af betydning i Tyskland. Det vil sige, at man langt hen ad vejen bliver afhængig af tilkøb af batterier, motorer, elektronik og knowhow fra såvel tyske underleverandører, herunder Bosch og Siemens, som udenlandske leverandører.

Det bliver en ny epoke for Tysklands bilindustri.