Volkswagen “kører på sigt”

I sidste uge måtte Audi, som tilhører Volkswagen-koncernen, indrømme, at der er begået fejl med de større 3-liters dieselmotorer, som bruges i bl.a. Porsche Cayenne og Audi A6. De amerikanske myndigheder EPA havde allerede i begyndelsen af november peget på en “ekstra udstødnings-styrings enhed” (Auxilliary Emissions-Control Device), som Volkswagen havde forsømt at gøre opmærksom på ved typegodkendelsen af de modeller, hvor den var installeret. Volkswagen afviste at der var tale om en snydesoftware, som ved de andre dieselmodeller, men at man blot havde glemt at få denne enhed godkendt, hvilket var påkrævet. Det er dog påfaldende at den pågældende enhed, som reducerer udslippet i motorens opvarmingsfase, slår fra nøjagtig 1 sekund efter varigheden af de amerikanske myndigheders udstødningstest FTP 75 (Federal missions Test Procedure), som begynder med kold start og varer i 1.370 sekunder (knap 23 minutter).

I torsdags udløb Volkswagen’s deadline hos EU-kommissionen (Miguel Cañete) for et fremlægge fyldestgørende informationer omkring de fejlagtige angivelser af CO2- og forbrugstal, som vedrører 800.000 biler solgt i perioden 2012-2014. Den frist kunne VW ikke overholde, fordi “problemstillingen er kompleks” og man endnu ikke har opklaret, hvordan disse “uregelmæssigheder” er opstået. Derfor bad man om udsættelse indtil årets udgang, og det har man fået.

I fredags udløb Volkswagen’s deadline hos de amerikanske myndigheders for et fremlægge en plan for, hvordan og hvor hurtigt man vil bringe de knap 500.000 bier i USA i orden, så de overholder de amerikanske krav med hensyn til NOx-udslip. Den plan blev afleveret i sidste øjeblik, og myndighederne EPA og CARB ser nu på planen og vil vende tilbage til Volkswagen om 20 dage (10.12.15) med et svar på, om man er indforstået med planen.

Der var desuden bestyrelsesmøde i koncernen i fredags, hvor direktionen med Matthias Müller i spidsen, i særdeleshed skulle redegøre for ledelsens planer og prognoser med hensyn til investeringer og besparelser i de kommende år. Kort sagt var resultatet, at det i øjeblikket er praktisk taget umuligt for Volkswagen at sætte tal på, hvor meget hele skandalen vil komme til at koste, og hvad det kommer til at betyde for nødvendige besparelser og mulige investeringer. Man holder dog fast i hensigten om at investere så meget som muligt i nye teknologier, som for eksempel eldrev, digitalisering og ‘connected drive’.

Matthias Müller, som alene stod frem for pressen efter bestyrelsesmødet, udtalte, at man foreløbig “kører på sigt” – altså sætter hastigheden og retningen efter, hvor langt man kan se frem.

Koncerndirektøren overtager i øvrigt temporært også rollen som personaledirektør, idet den nuværende personaledirektør Horst Naumann går på pension med udgangen af novemeber; og der er endnu ikke udpeget en efterfølger. Een af kandidaterne til positionen er en udefrakommende kvinde, nemlig den 46-årige personaledirektør hos Continental, Ariane Reinhart. Matthias Müller er i forvejen interims-direktør for salg, marketing og after sales siden slutningen af september, da indehaveren af denne position, Christian Klingler, pludselig forlod koncernen. Der hviler med andre ord et kolossalt ansvar og arbejdspres på VW-koncernens topleder.

Interview på Børsen Play 23.11.2015 her: Børsen Play